Lidt nord for Nakskov på vej mod Købelev ligger herregården Asserstup for enden af en nyplantet lindeallé. Her findes et af Vestlollands få voldsteder. Det er en noget speciel model med en borgbanke og en gårdbanke fra den tidlige middelalder. Resterne af borgbanken er tydelig og omgivet af en stor voldgrav.
Mere utydelig er gårdbanken, der ligger vest for borgtårnet. Kun en lav vold omkranser gårdbanken, der måler cirka 110 x 130 meter. Sandsynligvis har der ligget flere gårde og huse på gårdbanken. Vold og hegn har til daglig holdt tyveknægte og vilde dyr ude. Når fjender i større antal angreb, så søgte man tilflugt i det mere sikre borgtårn.
Asserstrup med bøgeskov ligger nærmest som en oase midt i det dyrkede landskab.
Der er adgang til selve voldstedet fra kl. 8 til solnedgang, men hovedbygningen må nydes på afstand, da der ikke er adgang til denne. Et skilt viser om til voldstedet.
Der er for nogle år siden lavet en folder om Asserstrup. Den er lidt forældet, men alligevel stadig relevant. Folderen genoptrykkes ikke, men et skannet eksemplar kan downloades til højre.