LODSHUSET
GRUPPER Udskriv Print

Hvem kan bo i Lodshuset:
Større og mindre grupper op til omkring 25 personer kan booke Lodshuset og nyde et ophold i den fantastiske natur. Hvert år besøges Lodshuset således af grupper fra hele Danmark - ofte er det familiegrupper, hvor de voksne kan nyde naturen og stilheden, mens børnene udnytter alle Lodshusets aktivitetsmuligheder. Ved ankomst tager en af Lodshusets formidlere altid imod, viser rundt, og fortæller om Lodshuset og Albuen. Lodshuset udlejes ikke til fester.

Hvor kan I bo:     I Lodsens Lejlighed får I lov til at bo i en slags museum. Lodsens lejlighed er nænsomt restaureret og ser næsten ud som da lodsen boede på Albuen i 1930-erne. I lejligheden er to mindre spisestuer, en lille hyggestue, et soveværelse, et køkken med spisekammer samt entré og et lille depotrum. I lejligheden har der aldrig været strøm, så petroleumslamper anvendes som lyskilder og brændeovnen giver varme. Komfuret i køkkenet bruger brænde og alt køkkengrejet er fra 1930-erne. Køleskabet er en kølig kælder under spisekammeret.
Skuffer og skabe rummer en masse spændende ting fra gamle dage og I må gerne gå på opdagelse. Mange af tingene har vi fået forærende af Albu-familierne, der selv har oplevet livsvilkårene på Albuen.

Fiskerens loft er utroligt spændende. Sådan så alle lofterne på Albuens huse ud tidligere, hvor fiskere og lodser havde et givtigt fiskeri på fjord og bælt. Alle de gamle garn og effekter på fiskerens loft stammer fra Albuens fiskere og lodser. Især familien Gunnersen, der boede på Albuen i 6 eller 7 generationer, har skænket mange af tingene. På fiskerens loft kan man sove på en madras med duften fra tjæret garn i næsen og en åleruse som hovedpude. På fiskerens loft findes også 3 små værelser. Disse var i gamle dage lærerindens værelse, klasseværelset og et gæsteværelse. I dag er de hyggeligt indrettet i 1930-er stil som dobbeltværelser med gamle senge. Her kan man sove lidt mere mageligt end på en madras på gulvet.

Det store lokale mod vest er indrettet i en tilbygning med fladt tag, der er opført i 1930-erne, hvor lodsfamilierne syntes, at de skulle have mere plads. Bygningen har været voldsomt vandskadet, så den er ikke specielt oprindelig i sit udseende. Her står borde og stole til cirka 30 personer.

Nordvest for Lodshuset har vi genopført det gamle vaskehus, og fyldt det med aktivitetsudstyr især til børn.

Overnatning:   Overnatning kan foregå i de gamle senge, som kun er 180 cm lange. Der er 4 værelser med senge. 2 af værelserne har enkelte senge, det ene dobbeltseng og det sidste en dobbeltsengsalkove. På fiskerens loft kan man sove på madras mellem alt fiskegrejet. Vi har 25 madrasser, men pladsen kan godt blive lidt trang.  

Madlavning:      Mad kan tilberedes på brændekomfuret i køkkenet eller på grillen i haven. Der kan tilkøbes sække med brænde til jeres forbrug.

Bemærk: Letfordærvelige madvarer kan ikke anbefales i varme perioder, da vi kun har en kølig kælder til opbevaring. Vi har gammelt bestik fra 1930-erne til 25 personer og masser af køkkengrej.

Transport:     Transport til og fra lodshuset foregår til fods eller ad vandvejen. Hvis I vælger at gå, er der cirka 6 km fra parkeringspladsen ved foden af Albuen. Sejlads kan foregå med Postbåden (30 personer) eller Gaia (12 personer) tlf. 54 93 12 36.

Bestilling:
Nakskov Turistbureau tlf. 54922172, visitnakskov@infololland.dk
Priser i 2014:
Priser (overnatning incl. 1 times formidling):

Grupper (minimum 10 pers., maksimum 25 pers.):
Pr. overnatning: 120 kr. pr. person.

Bemærk: Minimum 10 personer eller minimumsbetaling.
Priser øvrige 2014:
Særlig brug af vestenden under hensyntagen til andre brugere: 200 kr.
Medbring:
Drikkevand, mad, sengelinned eller lagen og sovepose, viskestykker. affaldssække, myggespray, solcreme, indesko, lygte, kikkert, mobiltelefon samt personligt udstyr.
Rengøring:
Efter ophold i Lodshuset skal der støvsuges og vaskes gulv, fjernes edderkopper, aftørres vindueskarme, rengøres køkken mm.
Er dette ikke tilfredstillende fremsendes regning for manglende slutrengøring
Lodshuset:
Lodshuset ejes af Naturstyrelsen.
Friluftsrådet, Storstrøms Amt og de vestlollandske kommuner har støttet indretning og aktivitetsudstyr
Naturstyrelsen
KONTAKT
Naturvejledningen Lolland
www.lolland.dk/naturvejledning

naturvejlending@lolland.dk

 
NAKSKOV TURISTBUREAU
AXELTORV 3 4900 NAKSKOV
TLF: 54 92 21 72
visitnakskov@infololland.dk