På Vestlolland har vi omkring 12 arter af padder og krybdyr. De er alle mere eller mindre fredede, da padderne og krybdyrene er nogle af de dyrearter, som er allermest truede. Dette skyldes naturligvis, at der er ikke er så mange små søer og vandhuller tilbage samt sprøjtning og overgødskning. Alligevel kan vi på Vestlolland finde nogen af Danmarks mest sjældne og spændende padder. I galleriet til højre kan du se de fleste padder og en del af krybdyrene. Der mangler nogle fotos, men vores læsere kan måske hjælpe. Du kan også lytte til nogen af Danmarks sjældneste tudser og frøer. Herunder kan du læse om de forskellige padder og krybdyr, som kan findes på Vestlolland.

Lille vandsalamander er ret almindelig og findes i de fleste mindre vandhuller. Disse skal dog have solbeskinnede vandarealer, og andehold eller fisk kan være meget skadeligt for arten, som det iøvrigt er tilfældet med de fleste padder. Overgødskning kan også udgøre et stort problem. Den lille vandsalamander overvintrer ofte i huller og mellem blade, og det er ikke ualmindeligt at møde voksne dyr i en bunke blade eller når kompostbunken tømmes. De vokne dyr er stort set kun i vandhullet under parringen og først på sommeren. Allerede i juli begynder de første dyr at gå på land. Længden på lille vandsalamander er 6-10 cm, både krop og hale. Overfarven er oftest lysebrun. 

Den store vandsalamander findes i det meste af Danmark, men er ikke så almindelig som lille vandsalamander. Man mener den findes i 10-30% af vandhullerne på Vestlolland. Krop og hale måler 10-16 cm, så den er noget større end den lille vandsalamander. Overfarven er oftest mørkebrun / sort.

Den lille lysegrønne løvfrø med sugekopper på føderne er en succeshistorie. Takket være en ihærdig indsats af Storstrøms Amt ved biolog Kåre Fog og velvillige landmænd er det lykkedes at skabe Danmarks største bestand af Løvfrøer på Vestlolland. Løvfrøernes kvækken er berømt, da den kan høres på lang afstand på lune forårsaftener. Der er mange steder man kan høre løvfrøer, men branddammen i Tårs og vandhuller ved Frederiksdal er fine steder.

Den grønne frø findes i næsten alle rimeligt rene vandhuller og er ofte talrig i byens gadekær. Den kvækker især om aftenen, men kan også høres om dagen. Det karakteristisk "kvaaaark" stammer fra en grøn frø.

Springfrøen, der er lysebrun, ser man ikke meget til. Den lever en diskret tilværelse, men er alligevel ganske almindelig. Parringen foregår ofte i marts måned, men man hører sjældent frøerne, da det foregår på bunden af søerne med en lav kvækken. Springfrøerne vandrer meget omkring, så man kan møde dem alle steder.

Spidssnudet frø findes hist og her på Vestlolland, men klarer sig dårligt i det dyrkede landskab, så den skal overvejende findes i større moseområder. 

Løgfrøen, der ikke er vist i galleriet, er meget sjælden og findes kun i få vandhuller på Lolland. Parringen foregår altid på bunden af søerne. Den er meget lav og lyder mest, som når man slår med tungen mod ganen. Da man gerne vil overvåge bestanden bruges undervandsmikrofoner ofte, når man skal lytte efter løgfrøer, idet man ellers ikke kan høre dem ordentligt.

Den grønbrogede tudse, der også kaldes fløjtetudse, da dens kvækken lyder som en lav fløjtende trillen, elsker varme. Derfor findes den mest i Sydøstdanmark, hvor vi har landets mildeste klima. Den findes hist og her og ofte i nærheden af bygninger. Den vil meget gerne ind i drivhuse og garager, så det er ofte her man for alvor lægger mærke til den. Mønsteret er flot og minder mest om en militæruniform. Den grønbrogede tudse er i tilbagegang, da den ikke tåler at dens vandhuller vokser til. De skal helst have skrå kanter uden høj bevoksning. Enehøje og Slotø er ét af de steder, hvor man med rimelig sikkerhed kan opleve fløjtetudser. På Slotø kan man ofte om sommeren opleve et mylder af små og større tudser ved ruinen, Engelsborg.

Skrubtudserne ser vi ikke så meget til, da de godt kan leve en anonym tilværelse. De findes heller ikke i så mange vandhuller, da de ofte er tabere i kampen med andre tudser og frøer om pladsen i vandhullet eller haletudserne ædes af stor vandsalamander. Imidlertid er deres larver i modsætning til de fleste andre padder giftige for fisk, så de kan klare sig bedre i større vandhuller, hvor der er fisk. Skrubtudser kendes bedst fra de andre tudsearter på at de stort set er ensfavede. Hannerne har ingen kvækkepose, så lyden kan ikke høres ret langt væk.

Strandtudsen er én af de padder, der er meget truet, da dens foretrukne vandhuller er lavvandede lavninger eller pytter, som tørrer ud hen på sommeren. Dem er der ikke mange tilbage af, da sådanne steder ofte drænes væk. Et af de største problemer, der kan opstå for tudserne og frøerne er, at der kan blive for langt mellem bestandene. Dette bevirker, at padderne ikke kan udveksle gener med nærmeste bestand. Der sker indavl og de uddør. I Nakskov Fjord er vi så heldige, at have Østdanmarks største bestand af strandtudser. De findes i stort set alle søerne på Albuen, og der kan opleves en imponerende højlydt skurrende kvækken på lune forårsaftener eller nogen gange endda midt på dagen.

Almindeligt firben eller skovfirbenet som det også kaldes findes mange steder i skove, enge og moser, men man skal have øjnene med sig for at opdage det godt camouflerede dyr. Man kan især opdage det almindelige firben, når det om foråret og om morgenen sætter sig på træstammer, sten o.lign for at varme kroppen op. Længden er omkring 18 cm incl. hale. Det noget større markfirben findes så vidt vides ikke på Vestlolland, men er der nogen af læserne, der observerer markfirben alligevel, så er observationerne af interesse. Almindeligt firben føder i modsætning til markfirben levende unger.   

Snoen kan vi opleve hist og her. Den kræver et varieret landskab for at trives og helst i nærheden af moser og vandhuller i skove med varme skråninger. Snoen kan variere en del i udseende, men de danske snoe er overvejende sorte / sortgrå med gule nakkepletter. Snoen er i tilbagegang mange steder, da de varierede landskabstyper forsvinder, og padderne, der udgør en stor del af føden for voksne individer, er også truede. Snoen er fredet i alle livsstadier. Hugorme kendes ikke fra Vestlolland.

Stålorme findes især i skovene, hvor de er ganske almindelige, selvom man sjældent ser meget til dem, men de kan ofte findes i rådne træstubbe, brædder eller i bladbunker ved skovveje. Herfra kan krybe ud på de opvarmede skovveje og sole sig. Længden på stålorme er 25-40 cm. Til trods for det slangelignende udeseende er de helt ufarlige og lever mest af snegle og regnorme. Stålorme er freddet, men må i begrænset omfang indsamles til studier og forskning.

Der kan læses mere om padder og krybdyr i "Nordens padder og krybdyr" udgivet af Gad. Denne bog går virkelig i dybden med de forskellige arter der findes i hele Norden.