Nakskov Fjord
  • Forside
  • Naturparken
    • Oplev Nakskov Fjord
    • Oplev Vestlolland
    • Turist på Vestlolland
  • Naturen
    • Frøer og Tudser
    • Dagsommerfugle
    • Planter
    • Fugle i fjorden
  • Ativiteter
    • Nakskov Fjorddage
    • Guidede ture
    • Postbåden Vesta
    • Lodshuset
    • For sejl eller motor
    • Cykelture på Vestlolland
    • Natur App
  • Nyheder
    • Nyhedsarkiv
  • Om
    • Kontakt
    • Brugerråd
    • Fotoarkiv
    • Danske Naturparker
    • Logo
    • WAS
  • UK
  • DE

Ny køn plante på Enehøje

21/6/2017

 
På Enehøje genskabes langsomt et blomstrende overdrev med mange forskellige planter. Det er en langsom proces, som kan tage adskillige årtier eller måske endda århundreder. 

Stort set hvert år opdages nye plantearter, som er kommet til øen på forskellig vis. Det kan være frø, som er kommet med vinden, i fugleklatter eller andet.

Dette års nye plante er særligt velkommen. Det er den kønne lave blåmunke, der viser sine himmelblå blomster på bakken op mod Peter Freuchens hvalkæber. Det vil sige den er ikke helt ny, for den er 2-årig, så sidste år har den stået uset og gemt mellem græsset uden at blomstre. Det er først nu, at vi kan se de fine blomster.

Blåmunke hører til på overdrevet, og er en yndet nektarplante for en række insekter, så den gavner på flere punkter.

Arkivfoto: Klaus Bek Nielsen.
​
Billede

Sjælden rovterne i Indrefjorden

17/6/2017

 
Torsdag havde vi fugletur med cirka 20 personer. Bortset fra lidt regn lige i begyndelsen var det en dejlig lun aften. Der blev set en masse fugle og til sidst lykkedes det også at opleve de søde skægmejser ret tæt på.

Mens vi stod og kiggede på skægmejserne blev vi distraheret af en stor ternelignende fugl cirka 50 meter væk. Vi snakkede sammen...er det ikke...jo det må det være...tjekkede fuglebogen og sandelig - det var den ret sjældne rovterne, som ingen af os før har set i Indrefjorden.

Det er verdens største terne med et stort og kraftigt rødt næb. Det var en fantastisk oplevelse at se den store fugl fiske foran os, mens den undertiden styrtdykkede på jagt efter fisk.

Du kan læse mere om rovternen hos Dansk Ornitologisk Forening: https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=06060
Det flotte foto af rovternen er leveret af den dygtige naturfotograf, Thomas Kehlet. Tusind tak, Thomas.

Opdateret: Rovternen er blevet eftersøgt fredag og lørdag uden held. Hvis der nogen som ser den igen, så vil vi gerne vide det, men den er nok fløjet videre.
​
Billede

Skægmejserne er parate

14/6/2017

 
Vi skulle hilse fra skægmejserne og sige, at de er parate til fugleturen i Indrefjorden i morgen aften kl. 19. 

Da turen blev forberedt i dag lykkedes det sandelig at se 6 af de søde og ret sjældne skægmejser, som gemmer sig godt i rørskoven, så vi håber at det kan gentages i morgen.

Her et par hunner, som lyttede opmærksomt til afspilning af skægmejsesang. 

Billede

Sjældne sølvhejrer i Naturpark Nakskov Fjord

12/6/2017

 
Takket være en af vores opmærksomme læsere kan vi i dag bringe 2 nyheder. Rene Bugajski lagde i går mærke til, at der gik to hvide hejrer ved Trælholm, den lille skovbevoksede halvø over for Strandpromenaden i Nakskov.

Jeg var først lidt skeptisk, for lige præcis der plejer at være mange almindelige fiskehejrer, men vi skrev lidt frem og tilbage og kom frem til at det nok var sølvhejrer, for de var kridhvide.

I dag blev der tid til at kigge efter de hvide hejrer og ganske rigtigt. De gik nok så fint og fiskede mellem de almindelige hejrer. René havde helt ret. Det var sølvhejrer, og det er ikke dårligt. Det er faktisk ret godt i Naturpark Nakskov Fjord.
Sølvhejrer er relativt sjældne på landsplan og i Nakskov Fjord er de meget sjældne gæster, så det er en lille sensation. De kan tydeligt ses fra Strandpromenaden.

Tusind tak for tippet René. Vi skynder os at viderebringe dagens foto af sølvhejrerne. Taget fra strandpromenaden og bemærk den almindelige hejre på fotoet. Sølvhejrerne er karakteriseret ved at være næsten lige så store.

Redigeret 21-06-17: Det lader desværre til at sølvhejrerne er væk for denne gang.

Billede

Store grønne guldbasser

12/6/2017

 
Naturvejledningen får hvert år forespørgsler om store flotte skinnende grønlige guldbiller som flyver brummende rundt. Det er som regel de flotte grønne guldbasser, der er op til 25 mm lange, så de vækker opsigt.

De lever et flerårigt larveliv som store kraftige larver i stød, rådne stubbe eller kompost. De kan også være talrige i drivhuse med rester af plantemateriale. Så vidt vides, så gør de ikke skade på levende planter, men spiser kun dødt plantemateriale. Hvor larverne forekommer kan de være talrige.

Netop nu kravler de færdige grønne guldbasser ud af de kokoner, hvor de har opholdt sig det sidste af deres larvetid. Med deres store kraftige graveben kravler de op og flyver ud i verden. Til trods for deres størrelse er de gode flyvere.
Nu kan vi ofte opleve dem i blomster, hvor de kravler ivrigt rundt. Her lever de af at æde støvdragere og pollen i blomsterne. Medmindre de har kastet sig over havens jordbær, så gør de ikke nævneværdig skade.

Det bør lige bemærkes, at de grønne guldbasser har en nær slægtning i kobberguldbassen, der ligner til forveksling, men deres larver lever i myretuer af rød skovmyre, så de er ikke lige så talrige hos os.
Hermed fotoindtryk fra weekenden, hvor de grønne guldbasser var talrige i vores spireahæk.

Fotos: Klaus Bek Nielsen. klik på fotos for at se dem større og læse mere.

Admiraler på træk

8/6/2017

 
For tiden kan vi opleve en masse store sommerfugle, der flyver for fuld fart gennem landskabet. Ofte når man slet ikke at se andet end en hurtig sommerfugl - og så er den væk.

Det er de store admiraler, som nu trækker op fra Sydeuropa. De kan kun sjældent overvintre på vores breddegrader, så det er sommerfugle fra Middelhavsområdet, som vi nu kan opleve.

Admiralerne er hjulpet godt på vej af fint vejr i det meste af Europa og flere dage med sydlige vinde, som gør trækket nemmere. De fleste år foregår trækket ret diskret, men i år er det tydeligt og ret kraftigt.
​
Når admiralerne er fremme, så lægger de æg på brændenælder. Der går ikke lang tid inden æggene klækker og larverne går i gang med at æde brændenælder inde de forpupper sig. Hvis det bliver en lun sommer, så kan vi til efteråret opleve en stor 2. generation af flotte admiraler.

Billede

Vi tømmer rejegarn

2/6/2017

 
I denne uge har vi været 2 gange i Kragenæs med beboere fra Skovcenteret og Skolebakken. En supervenlig fisker har ladet os tømme hans rejegarn.

Det var naturligvis med forventning om at vi skulle svælge i nyfangede rejer, men det var nu så som så med dette udbytte. Til gengæld kom der meget andet i garnet.

I dag blev det til masser af tangsnarrer, tangnåle, ålekvabber, hundestejler og forskelllige arter af kutlinger. De er lidt vanskelige at bestemme, men der var helt sikkert flere forskellige arter. Altdominerende var dog de invasive sortmundet kutling, som får skylden for at spise fiskeyngel og rejer. På det seneste har vi dog erfaret, at sortmundet kutling er hovedmenu i skarvkolonierne, så de kan forhåbentlig holde bestanden nede.

I rejegarnet er der spærrenet, så man kun kan fange små fisk. Derfor kom der ikke større fisk i garnet, men ellers så må vi snart til at prøvesmage sortmundet kutling, som skulle være en delikatesse.

Der var dog også en del pænt store rejer. Det blev nok til en liter rejer, så i skrivende stund sidder beboerne på Skolebakken og spiser rejemadder med nyfangne fjordrejer.
​
Fotos fra i dag. Klik på fotos for at læse mere.
    ​På denne side samler vi alle vores nyheder fra Facebook, så du lettere kan finde dem i nyhedsarkivet. Der opdate-res kun lejlighedsvis.

    ​Vi kan anbefale søgemaskinen herunder.

    Nyhedsarkiv

    Oktober 2018
    September 2018
    Juni 2018
    Maj 2018
    April 2018
    Marts 2018
    Februar 2018
    Januar 2018
    December 2017
    November 2017
    Oktober 2017
    September 2017
    August 2017
    Juli 2017
    Juni 2017
    Maj 2017
    April 2017
    Marts 2017
    Februar 2017
    Januar 2017
    December 2016
    November 2016
    Oktober 2016
    September 2016
    August 2016
    Juli 2016
    Juni 2016
    Maj 2016
    April 2016
    Marts 2016
    Februar 2016
    Januar 2016
    December 2015
    November 2015
    Oktober 2015
    September 2015
    August 2015
    Juli 2015
    Juni 2015
    Maj 2015
    April 2015
    Marts 2015
    Februar 2015
    Januar 2015


Naturpark Nakskov Fjord | c/o Lolland Kommune | Jernbanegade 7 | 4930 Maribo

 Tilgængelighedserklæring (nyt vindue)