Jeg havde i dag tur på fjorden med en flok tidligere erhvervsledere. Vi havde en skøn tur i det fine vejr. Men deltagerne fik også en helt særlig oplevelse, da Kongeskibet Dannebrog sejlede ud gennem fjorden.
Vi lagde os ind under Barneholm og kunne se en masse mennesker tage afsked med dronningen fra Hestehoved. Det flotte gamle skib passerede tæt bag Postbåden, og det var et fantastisk flot syn at være så tæt på Dannebrog.
Skipper Otto Paludan kippede med Postbådens flag og Dannebrog svarede igen med et lille kip. Sådan hilser man på et kongeskib, når det skal være helt rigtigt.
Dejligt at vi også kunne give vores turdeltagere denne fantastiske oplevelse.