I dag gik turen på cykel ud til Vejløskov, hvor skovens fantastiske blomsterflor af ramsløg bød os velkommen under de lysegrønne bøgetræer. Det var bare så flot, og vi var endnu engang heldige med at de stod i fuldt flor.
Frokosten blev nydt på den yderste spids, hvor der er den skønneste udsigt over Nakskov Fjord. Her havde vi en særtilladelse til at gå uden for stier og veje, så "urskoven" rigtig kunne opleves.
På hjemvejen blev det til besøg ved den "hemmelige" jættestue, og vi fik lige hilst på en meget fotogen Aurora sommerfugl, en han med orange vingespidser.
Hermed fotoindtryk fra en skøn tur, som veloplagte turdeltagere gjorde til en særlig oplevelse.
Fotos: Klaus Bek Nielsen