På Vejrø kunne vi opleve en fin dag med en hel del hvepsevåger og andre rovfugle. De er formentlig presset den vej af østenvinden. Rovfuglene kom relativt lavt ind over øen fra sjællandssiden. Vejrø kunne ikke rigtig klare nogen opdrift, så de fortsatte lavt over øen inden de fortsatte mod syd til Lolland.
På et par timer passerede cirka 40 hvepsevåger, 50 spurvehøge samt enkelte rørhøge og tårnfalke. Det var usædvanligt, at se hvepsevågerne så lavt. Ofte passerer de uset i flere hundrede meters højde, men her var god mulighed for at fotografere dem. Det er ellers mest Hyllekrog, der er kendt for sine hvepsevåger, men østenvind kan altså sprede trækket en del.
Hvepsevågerne har i øvrigt navn efter, at de gerne lever af hvepselarve eller hvepse efter at de har bidt brodden af. Man kan undertiden opleve dem, mens de er dybt koncentrere om at rydde et hvepsebo.
I dag bringes fotos af hvepsevågerne. På torsdag kan du hilse på ederfuglene.