Sydlolland er for det meste fladt og åbent med store dyrkede marker. Som en oase ligger den store kystskov Vindeholme Skov bag diget ud mod Østersøen. Skoven er faktisk kun én af flere skove, der ligger som perler på snor langs kysten. Alle er de ejet af den nærliggende Rudbjerggård. Især Vindeholme Skov har gennem mange år været vestlollændernes foretrukne spadsereskov. En tur ad diget med udsigt til Østersøen og tilbage gennem skovens læ og stilhed tiltaler de fleste.
Skoven deles faktisk ad asfaltvejen til stranden i 2 dele. Mod vest ligger Vindeholme og Vesterskov og mod øst ligger Lindeskoven.
I Vesterskoven finder man en afvekslende skov med forskellige plantninger. I Lindeskoven kan man gå tur i en slags urskov bestående af lindetræer, der her i kystskoven er bevaret i den form, der var den dominerende træart i Danmark for 7-8000 siden. Der foretages kun nænsom plukhugst, så man kan finde træer i alle aldre.
Vest for parkeringspladsen ligger en gruppe små lave bronzealderhøje eller vendiske gravhøje, der kan anes i landskabet ved det lille skovhus.
I Lindeskovens østende ligger Sydlollands højeste punkt kaldet Maglehøj. Magle betyder stor, og det er højen virkelig. Den rejser sig stejlt i skoven og er en udfordring for små og store ”bjergbestigere”. Højens top er 14 meter over daglig vande og den gang, man tog på skovtur hver weekend, var den et yndet udflugtsmål. I dag kommer der sjældent mennesker, men højen imponerer alligevel. Tilsyneladende er højen alene formet af den sidste istid, idet man aldrig har fundet begravelser fra sten- eller bronzealder her.
For de friske er der en længere vandretur gennem Lindeskoven inden man kommer til Maglehøj, men de mindre friske kan holde på den nærliggende Maglehøjvej, hvorfra det ikke er langt til højen.
Se kortet og folderen, så kan du selv tage på tur.
Panoramafoto af Maglehøj - den virker ikke så stor på billedet, men i virkeligheden er den ret imponerende.
I Vindeholme Skov eller rettere i slåenkrattet bag diget lever også en ret sjælden natsværmer. Det er frostmåleren, Tidlig frostmåler, på latin Theria primaria. Den kan i milde vintre flyve allerede i januar eller februar. Derfor hedder den primaria, altså den første. Frostmålerne, hvoraf der findes flere arter, er nogle ejendommelige skabninger, da det kun er hannerne, som har vinger. Hunnerne har ingen eller kun små stumper af vinger, og de kan naturligvis ikke flyve. I dagtimerne gemmer de sig, men så snart, at det bliver mørkt kravler de op, dufter og tiltrækker hanner.